Et godt forældresamarbejde er vigtigt for vores arbejde med børnene. Inden barnet starter, får barnet tilsendt et velkomstbrev og forældrene en folder, hvori de kan læse om den første dag, indkøring samt praktiske oplysninger. I folderen inviterer vi forældrene til at være i dialog med os, hvilket er en central og vedvarende del af vores forældresamarbejde.
Forældrene i Charlottehaven er altid velkomne til at give udtryk for deres undren, og vi bestræber os på at være åbne og lydhøre, overfor både positive og negative synspunkter.
Det er vigtigt for os at opretholde et positivt samarbejde med forældrene, ligesom det er vigtigt, at vi er gode til at formidle vores faglighed og vores oplevelse af deres barn.
Gennem åben dialog og anerkendende kommunikation viser personalet respekt for og tager hensyn til den enkelte familie.
Vi forsøger at have tid til at tale sammen i dagligdagen og er omhyggelige med at videregive vigtige beskeder om barnet.
Vi er bevidste om, at det kan være en både svær og sårbar situation at aflevere sit barn i vuggestue. Det er af afgørende betydning for børnenes trivsel, at forældrene er trygge ved huset, og denne tryghed bestræber vi os på at grundlægge under barnets indkøring. En kontaktperson på stuen har til opgave at lære både barn og forældre godt at kende, så der fra starten etableres en god relation.
Forældrene kan aflevere deres barn, når det passer bedst i familien, og de er velkomne til at blive og være med i de ting, der foregår i institutionen. Som en del af forældresamarbejdet i Charlottehaven afholder vi arrangementer for børn, forældre og søskende, hvor hensigten er socialt samvær samt mulighed for at opbygge netværk forældrene imellem.
Når der er arrangementer eller forældrekaffe på de enkelte stuer, opfordrer vi forældrene til at være engagerede i såvel forberedelse som oprydning, hvilket vi har positive erfaringer med. Det giver en oplevelse af fælles ansvar for arrangementet.
Vi informerer gennem digital daginstitution KBHforældre, hvor vi skriver dagbog og og sætter fotos ind så alle kan se, hvordan dagen er gået.
Både i stuen og på første sal hænger der to storskærme til at tjekke børn ind og ud og en til at læse dagens information.
Al praktisk skriftlig information og kommunikation mellem forældre og Charlottehaven foregår elektronisk, eksempelvis beskeder, dagbøger, aktivitetsplaner, madplaner, fotodokumentation samt ferie- og sygemeldinger af jeres børn.
Vi holder et forældremøde om året.
Vi afholder forældresamtaler:
Ca 3 måneder efter vuggestuestart.
Når barnet er ca. 2 år.
Efter behov, når der er ønske om eller brug for en samtale.
Der rekvireres tolk efter behov til tosprogede familier.